Nervesystemets to grundtilstande, – og den tredje

Vores overordnede psykiske og kropslige tilstand moduleres uafbrudt, i takt med at stresssignalet får det autonome nervesystem til at svinge mellem to tilstande, den parasympatisk dominerede tilstand og den sympatisk dominerede tilstand. Parallelt hermed justeres psykens og kroppens fysiologi og hele vores adfærdsrepertoire, dvs det arsenal af processer, som ultimativt er beskrivende for vores personlighed og handlinger. 

Vi har længe vidst, at når den sympatiske tilstand dominerer hæmmes den parasympatiske tilstand – og vice versa. Denne viden er implicit i mange af de metoder mennesker gennem årtusinder har anvendt på basis af intuitiv viden til at mindske stress og forbedre vores helbred og generelle velbefindende. 

I de seneste 20 år har videnskaben bidraget med epokegørende indsigter i de anatomiske og biokemiske koblinger mellem krop og psyke. Denne viden belyser stressprocessers konstante, kritiske og afgørende indflydelse i mange af de dilemmaer vi står i dagligt som mennesker. Min erfaring som underviser og coach er, at viden om stressbiologi har potentiale til den slags AHA-oplevelser, som motiverer mennesker til at skabe forandringer.     

Sympatisk mobilisering alias kamp-flugt reaktionen  
Den sympatisk dominerede tilstand kaldes ofte for kamp-flugt reaktionen, eller slet og ret “stressreaktionen“. Sidstnævnte er misvisende, fordi vi også har en anden reaktion på stress, som opstod endnu længere tilbage i evolutionen, og som vores nervesystem stadig benytter idag, når vi oplever ekstrem fare, nemlig frys reaktionen.

I det følgende anvendes betegnelsen sympatisk mobilisering, som præcist rammer reaktionens udspring og primære funktion, nemlig mobiliseringen af kroppens ressourcer. Mobilisering rummer også bedre, at reaktionen ikke kun er aktiveret når vi skal kæmpe og flygte, men i virkeligheden udspiller sig på en bred skala fra mild arousal til angst og panik. Mobiliseringen involverer foruden den sympatiske del af det autonome nervesystem HPA-aksen (hypothalamus – hypofyse – binyrer signalvejen), og stimulerer frigørelsen af stresshormoner til organer og blodbanen. 

Sympatisk mobilisering kan bringe os op i det høje gear fysisk og psykisk, når der er brug for det. Stressen kunne redde vores liv, dengang vi blev jaget af vilde dyr, og den kan stadig redde vores liv idag.

Sympatisk mobilisering er som tidligere antydet i høj grad automatiseret og ubevidst, og ofte er den first choice reaktion i mange situationer. Man kan med god ret sige, at nervesystemet opererer efter princippet “better safe than sorry” og skyder gråspurve med kanoner. Du har sikkert oplevet at hjertet kan være ved at hoppe ud af brystet på dig ved mødet med noget, som blot minder om en tidligere ubehagelig oplevelse? 

Det er vigtigt at vi forstår de bredere implikationer af vores reaktion på stress. Det gælder nemlig, at når stresshormonerne der udskilles ved sympatisk mobilisering – adrenalin, noradrenalin og cortisol – binder sig til celler i kroppen og hjernen, sker der er lang række tilpasninger, der gør at vi oplever alting anderledes og reagerer anderledes, end når vores krop og psyke er i ro.

Parasympatisk restituering og socialisering
Modsætningen til den ekstreme grad af sympatisk mobilisering er en tilstand af ro og balance. Denne tilstand igangsættes og opretholdes af den parasympatiske gren af det autonome nervesystem, som hovedsagelig udgøres af den såkaldte vagus nerve, som udgør fra hjernestammen og forgrener sig vidt omkring i kroppen, hvor den kommunikerer informationer mellem organerne og hjernen, herunder aktiveres restituerende processer som fordøjelse og immunfunktioner.

Som det gælder for den sympatisk dominerede tilstand griber også den parasympatisk dominerede tilstand via biokemiske forbindelsesveje til hjernen og resten af nervesystemet dybt ind i vores måde at opleve og tolke verden og os selv på, samt deraf resulterende beslutninger og adfærd. 

Baseret på forskning og nye teoridannelser kobles aktivering af vagus nerven idag neurologisk sammen med den neurologiske styring af vores repertoire af kommunikationssignaler, dvs. stemme, mimik, kropssprog og øjenkontakt. Ifølge den Polyvagale teori, som har revolutioneret vores syn på og behandling af traumer, kan vi bedre aflæse kommunikationssignaler korrekt og have en nuanceret kommunikation med hinanden, når der er etableret tilstrækkelig parasympatisk dominans i det autonome nervesystem. Man er således begyndt at tale om “the social engagement system”, eller “calm and connect state”.

Oplevelsen af psykologisk tryghed gennem social samhørighed er på samme vis neurologisk bundet op på parasympatisk dominans i det autonome nervesystem. Omvendt, når kamp-flugt tilstanden dominerer, er det svært for os at interagere med hinanden på en nuanceret, konstruktiv og hensigtsmæssig måde, fordi den sympatiske aktivering hæmmer den parasympatiske tilstand. 

Fleksibiliteten i vores adfærd indskrænkes, når kamp-flugt reaktionen dominerer, og dette omfatter også vores sociale adfærd. Forskning viser, at jo mere trygge vi føler os i sociale sammenhænge, jo mere resiliente er vi. Følelsen af at være blandt venner og være del af et fællesskab er med andre ord en effektiv stressbuffer. Dette gælder også på arbejdspladsen hvor undersøgelser viser at når man har en kollega som man er fortrolig med, kan man frigøre energi til at engagere sig mere i arbejdet. Social tryghed holder altså den energikrævende kamp-flugt reaktion i ave.

Om vi møder stress med ro eller mobilisering har vidtrækkende konsekvenser for vores tilstand, adfærd, og trivsel, både som individer og i fællesskaber. 

Vi har stor gavn af autentisk kommunikation, som trækker os ind i en tilstand af tryghed, Det er altså ikke kun for at skrue ned for strømmen af uoverskuelige informationer, at vi bør kommunikere mindre via skærme, men også fordi vi aktiverer en sund tilstand i nervesystemet, når vi kommunikerer autentisk.

Hvad handler “stress epidemien” om? 
Et grundlæggende problem med stress er, set med nutidens briller, at kamp-flugt reaktionen justeres ved tilstedeværelsen af enhver slags forandring, efter princippet “better safe than sorry”, ofte før vi bliver bevidste og kan evaluere situationen rationelt.

Sådan er det, fordi nervesystemet opstod og udvikledes i en verden som var anderledes, end det samfund vi lever i idag. I størstedelen af vores arts evolution, var livet i langt højere grad end idag en kamp for overlevelse, og forandringer i omgivelserne var med langt større sandsynlighed reelle trusler på livet, end idag. Det havde derfor overlevelsesværdi, at vi kunne reagere hurtigt, og derfor udvikles reaktioner, som kan igangsættes lynhurtigt uden for vores bevidste erkendelse.   

Ind imellem kan man høre at det betvivles i debatten, om den megen fokus på stress og de alarmerende høje målinger af oplevet stress, ikke bare afspejler, at vi bliver bedre og bedre til at italesætte vores indre kvaler. Det er også blevet foreslået, at vi bliver mindre gode til at tolerere det ubehag som stress helt naturligt forårsager. Altså at vi bliver mindre modstandsdygtige og robuste. Mere skrøbelige. 

Et kort svar på dette spørgsmål er, at der er overvældende forskningsbaseret evidens for, at langtidsstress er et reelt og aktuelt, og ligefrem akut, problem. Et problem, som forstærkes af mange faktorer i det moderne samfund og hvis effekter skal tages langt mere alvorligt, end indikeret ovenstående.

Vi lever i et komplekst højhastighedssamfund med uendelige mængder af informationer og implicitte og eksplicitte krav om tilpasning. Mulighederne og de valg vi stilles overfor er uendelige. I en lang periode i samfundets udvikling har disse aspekter været et positivt tegn på foretagsomhed, udvikling og forøget velstand. Som mennsker søger vi naturligt stimulering, men vi kommer for ofte i en situation af overstimulering.  Det gør det ikke lettere at vi drives mod aktivt at opsøge mange af de informationer, muligheder og valg, som tilbydes. Ikke fordi de har egentlig værdi for vores tilstand, tværtimod kan overfloden af informationer of forandringsmuligheder udtrætte os, men fordi de er afhængighedsskabende. 

Vores nervesystem er kommet på overarbejde i forsøget på at skabe tryghed ved at reagere på de forandringer der optræder

Ja, man kan blive syg af stress
Det er i dag indiskutabelt, at den voldsomme og langvarige stress har negative effekter på helbredet. 

De negative effekter skyldes dels den gensides “konkurrence” mellem de to grene af det autonome nervesystem Når den sympatiske kamp-flugt mobilisering dominerer vores tilstand, sker der automatisk en nedprioritering af den parasympatiske restituerende del, som aktiverer processer som fordøjelse og immunfunktioner, og vice versa. Vi har brug for de parasympatiske funktioner, og når de ikke bliver tilstrækkeligt aktiverede, bliver vi udmattede og udbrændte.

Negative effekter af langstidsstress på vores hjernefunktioner såsom kvaliteten af vores søvn er linket til forhøjede niveauer af stresshormoner gennem længere tid, især har kortisol en række kendte negative effekter, bl.a. på cellefornyelsen i hjernen og derigennem på vores hukommelse og opmærksomhed. Også stressens reguleringsmekanismer hæmmes af langtidsforhøjet kortisol. En anden alvorlig langtids konsekvens af forhøjet cortisol er inflammation, som er et kritisk link til patologiske tilstande i kroppen, heriblandt diabetes, hjertekar sygdomme og depression.

Individuel variation i stressfølsomhed og reaktivitet
Der er stor variation i den måde vi reagerer på stress på. Vi kan reagere med ro eller med panik eller alt derimellem. Nogle mennesker aktiverer kamp-flugt reaktionen, hver gang stressen banker på, mens andre formår at bevare roen. Vi er genetisk disponerede for at reagere på bestemte måder, men også individuelle livserfaringer spiller en kritisk rolle, f.eks. viser forskningen, at voldsom og alvorlig stress i barndommen kan gøre det svært at regulere stress senere i livet, og at det relaterer til fysiologiske forandringer i hjernen. 

Viden om stresshåndtering er en moderne nødvendighed
Når vi ikke har biologisk selvindsigt, kan vi opleve vores indre som en box af uforklarlige og ubehagelige sansninger og følelser. I denne tilstand kan det være svært at trives, både når vi er alene og når vi indgår i fællesskaber. Vi kan føle at den indre uro blokerer os. Dette gælder altså, selvom vi med vores sunde fornuft godt kan se, at vi befinder os i en situation, der er harmløs – eller i hvert fald på ingen måde livstruende.

Det kan være en hjælp at vide, at stressens formål er at passe på os, ved at sørge for at vi er vagtsomme. Når vi forstår vores indre og ved at vores nervesystem opererer på basis af ubevidste, primitive motiver, og ofte trækker os unødigt ind i bekymringer og forsvarsreaktioner, kan vi lettere rumme den indre uro.

Vi bør lære, at der i udgangspunktet ikke er grund til at være bange for de mange kropslige og psykiske fornemmelser, kamp-flugt reaktionen forårsager. Når vi kan identificere kamp-flugt reaktionen og gennemskuer dens mekanismer, vil vi også forstå hvad der skal til for at vi kan bremse kamp-flugt reaktionen i opløbet, og undgå at den kommer til at dominere. Dermed kan vi undgå de negative effekter på vores adfærd, trivsel og sundhed.

På basis af indsigt kan vi træde i karakter og tage aktivt ejerskab på vores indre tilstand. Vi kan komme til at opleve autonomitet og kontrol, som, på linje med gode relationer, er tryghedsskabende og centrale faktorer for vores trivsel.

Ikke blot er oplysning og uddannelse om stress en indlysende og omkostningseffektiv løsning på stressproblematikken. Biologisk selvindsigt er en værdifuld motivation i forhold til at regulere vores tilstand og adfærd i mange situationer, så vi kan komme derhen hvor vi ønsker at være.  

Læs om metoder til stressregulering og trivselsfremme her.