Artikler

Den nyeste og mest præcise definition af stress – som afspejler vores fremskridt inden for sundhedsvidenskabelig, biologisk og psykologisk forskning – er denne fra 2019:

Stress er følelsesmæssig og kropslig uligevægt.

“Stress is emotional and physical disequilibrium” skriver Alane Daugherty, PhD og medleder af Mind & Heart Research Lab på California Polytechnic State University. En styrke ved denne definition er, at den adskiller stressen som tilstand og signal, fra stressreaktionerne. Denne adskillelse er vigtig, fordi vi ved, for det første, at den emotionelle og kropslige uligevægt (i.e. stressen) omfatter forskellige aktiveringsmønstre i nervesystemet, og, for det andet, at de opfølgende reaktioner også antager forskellige konstellationer af aktivitet. Som mange ved og har oplevet kan vi klart adskille de to stressreaktioner vi kalder frysreaktionen og kamp-flugtreaktionen. de to reaktioner er urgamle, automatiserede reaktioner (som vil blive behandlet i en senere artikel). I dagligdags tale bruger vi ofte ordet “stress” som synonym for kamp-flugt reaktionen, hvilket altså er lidt upræcist. Når vi vil tale meningsfuldt om stress er det væsentligt, at vi begynder at holde en lidt bredere forståelsesramme i mente, hvor vi adskiller stress fra stressreaktion. 

Daugherty skærper også definitionen af stress i en anden henseende, nemlig i inkluderingen af både krop og psyke. Dette er i overensstemmelse med den interpersonelle neurobiologi, som blev grundlagt af psykiateren Daniel J. Siegel.

Siegel definerer stress som følger:

Stress er en tilstand, hvor hjernen og kroppen mister integreret funktion,
fordi belastningen overstiger reguleringskapaciteten.

Inklusionen af kroppen er en forholdsvist ny trend efter en periode, hvor det mentale, eller psykiske, har været primært.

F.eks. lyder Verdenssundhedsorganisationen WHO’s definition af stress således:

Stress er en tilstand af mental spænding forårsaget af en vanskelig situation.

Denne definition er orienteret mod psykologiske stressteorier og den menneskelige oplevelsesverden, som også er fremherskende i psykologerne Richard Lazarus og Susan Folkmans definition fra 1984:

Psykologisk stress er et bestemt forhold mellem personen og omgivelserne, som personen vurderer som belastende eller som overstiger hans eller hendes ressourcer og truer hans eller hendes velbefindende.

Lazarus og Folkmans formulering omskrives ofte i forskellige varianter, som kredser om, at stress er en ubalance mellem krav og ressourcer, f.eks. sådan her:

Stress opstår, når de krav, vi oplever, overstiger de ressourcer,
vi har til rådighed til at håndtere dem.

Vi skal helt tilbage til 1930’erne for at finde den første anvendelse af ordet “stress”, og her blev det brugt som betegnelse for kroppens indre reaktion på belastninger. Det var den ungarske læge Hans Selye der introducerede begrebet stress – og her altså med en rent biologisk definition:

Stress er kroppens uspecifikke reaktion på ethvert krav, der stilles til den.

Det vil sige, at uanset hvilken belastning kroppen udsættes for, reagerer den med et generelt mønster af fysiologiske processer. Selvom Selye først undersøgte stress som reaktion på fysiske udfordringer, inkluderede han også psykosociale stressorer og forstod og skrev om, f.eks. i klassikeren “The stress of life” fra 1956, at alle følelser indebærer et element af stress.

Ideen om at stressudløsende faktorer, eller stressorer, er nogle særligt udfordrende situationer, f.eks. “vanskelige situationer” (jvf. WHO), er misvisende og ude af trit med nyere forskning, som har belyst kamp-flugt reaktionen på stress som en generelt energigenererende proces, der hele tiden er aktiv, og som blot opreguleres med større styrke, jo mere udfordrende situationen er.

Det særlige der sker med stressdefinitionen i disse år er, at vi opdager, at begreber som vi tidligere har antaget som adskilte baseret på vores bevidste oplevelsesverden smelter sammen, når vi bevæger os ud over dette domæne og undersøger, hvordan nervesystemet detekterer og organiserer informationer.

At vi i dag har denne form for viden skyldes neurovidenskaben. På basis af målinger på levende hjernevæv, har vi indsamlet så meget viden – vel at mærke en ny form for viden – at vi ikke længere taler enten biologi eller psykologi. Vi taler ikke enten det mentale eller det kropslige, men vender tilbage til et mere holistisk syn på mennesket.

For første gang i erkendelsesteoriernes historie kan vi flytte fokus fra teorier til selve stresstilstandens natur og definerende processer. Det vi indser er, at stressens ubevidste processer skaber grobund for mistrivsel i alle dens former. Denne viden kan vi integrere som en ny del af vores selvforståelse – biologisk selvforståelse – og udfolde det store potentiale for forbedret trivsel, der ligger i den blotte indsigt i hvad der spænder ben for os.

Når Daugherty skriver, at stress er følelsesmæssig og kropslig uligevægt, hviler hun på neurovidenskabens opdagelse af at den tilstand – eller snarere: det spektrum af tilstande – vi sprogliggør som “stress” udtrykkes af de samme netværk i nervesystemet som vores følelser – som også er et spektrum af tilstande. 

En afsluttende tanke. 

Vi er på vej mod en fælles anerkendelse af, at vores oplevelsesverden og adfærdsrepertoire er forankret i nervesystemet og involverer både psyke, hjerne, nervesystem og krop.

Med antagelsen om at følelser og stress snart vil falde på plads i vores erkendelsesverden som både psykiske og kropslige, kunne definitionen af stress udelade pointeringen af det kropslige og ganske enkelt lyde sådan her:

Stress er udsving i følelsesmæssige tilstande.

eller endnu enklere:

Stress er følelsesmæssige udsving.