Formål: At give indblik i vagusnervens rolle i vores trivsel og helbred og eksempler på hvordan vi kan aktivere den.
Varighed: 1-2 timer
Form: Foredrag og evt. øvelser (efter ønske).
Målgruppe: Alle som ønsker at forstå vagusnervens rolle i stressforebyggelse og trivselsfremme.
Indhold
Vagusnerven er kroppens mest udbredte nerve. Den fungerer som en central kommunikationsvej mellem hjernen og mange af kroppens indre organer og spiller en nøglerolle i moderne forståelser af stress, trivsel og følelsesmæssig regulering.
Dettte foredrag giver indblik i, hvorfor denne nerve, som har været en del af nervesystemet i mange millioner år, pludselig får så megen opmærksomhed. Vi dykker ned i ny viden om vagusnervens regulerende samspil med kroppens stresssystemer og betydningen af at lytte til vagusnervens signaler. Det belyses, hvordan vi gennem aktivering af vagusnerven, f.eks. med åndedrætsøvelser, kan skubbe til balancen i det autonome nervesystem og derigennem forbedre vores velbefindende, mentale klarhed, relationskompetencer og helbred.
Foredraget introducerer også den Polyvagale Teori, som har en del af æren for vagusnervens stigende berømmelse og som har stimuleret udviklingen af nye perspektiver og metoder inden for traumeterapi.
NB: Afhængigt af modtagergruppens interesse kan vi gå mere eller mindre i dybden med evidensgrundlaget for den Polyvagale Teori, som er omdiskuteret i forskerkredse.